Det er en kostbar affære at sende 70 personer til Kina i ti dage, og derfor bliver alle sejl sat til med både sponsorbreve, koncerter og et kæmpe loppemarked, som foregik på Morten Børup Skolen i slutningen af Januar.

På loppemarkedet deltog en stor del af korpigerne, og også mange forældre valgte at bruge weekenden på at prutte om prisen - både som sælgere og købere. I det hele taget var loppemarkedet en kæmpe succes, og det bliver ikke sidste gang, at koret gør dette. Dels var det sjovt at være med, og dels blev en masse gode ting genbrugt frem for at blive smidt ud. Da det hele var slut, blev en stor del af de køkkensager, der var til overs, hentet af et par aktive Skanderborgensere, der hjælper børnehjemsbørn i Rumænien, som er ved at flytte hjemmefra. Dejligt, at vi således også har kunnet bidrage til dette.
Tak til alle, som hjalp med at gøre loppemarkedet til en succes!
Vi samler stadig ind... så kender du en fond, et firma, eller andre, som vil støtte det gode formål og hjælpe en flok unge piger til et kæmpe korstævne med deltagelse af 400 kor fra hele verden, så sig endelig til!